Retræter
RUMMET SOM REDSKAB I MEDITATIV PRAKSIS
I min hverdag vandrer jeg. Hver morgen en lille tur i den skov, jeg bor ved. Ud at møde dagen, mærke vinden, stå i skovens bund og fornemme det store landskabsrum. Nogle gange er dagen grå, og set inde fra stuens vinduer kan det hele se ret trist ud. Men der er altid lys. Altid liv. Fugle og insekter, der udfolder deres virketrang og uanfægtet klemmer på.
Det er en meditativ praksis. Lidt efter lidt ændrer en sådan praksis ens blik; ens tankesæt. Det har oplyste mennesker, rodfæstet i verdens mangfoldige spirituelle traditioner, prøvet at formidle til os gennem årtusinder. Ved hver dag – bare et øjeblik af dagen – at flyde sammen med skovens store rum oplever jeg meget konkret, at dagens tankesæt ændrer sig. Noget kommer til. Eftertanke, fornyet mod, klarere ideer …
Både arkitektoniske rum og naturens rum kan være os et redskab til at hjælpe denne udvidelse af sindet på vej. Kirkerum er netop designet til at stimulere denne proces, og de har en kolossal muskulatur til rådighed til at åbne sindets hårde frøskal. Som retræteleder guider jeg til meditativ praksis i rum: både bygnings- og landskabsarkitektoniske rum, naturens rum og hvor det er muligt også nattens rum. Det er nemlig om natten, at vi kan se ud i det univers, som vi er en del af.
Praktiske øvelser kobles med teori: med arkitekturens idéhistorie, med filosofiske og teologiske tanker og med erfaringer, der er vundet og udviklet igennem menneskehedens historie. Praksis og teori bindes sammen af leg og latter. Vores dybere bevidsthed har nemlig den sjoveste og mest finurlige måde at meddele sig til os på. Når vi under meditative øvelser åbner for disse dybere lag, er det min erfaring, at vi tilbydes at se fra lysets, lethedens og lattermildhedens synsvinkel – selv når det, vi skal kigge på i os selv eller verden, er tungt og konfliktfyldt.